Børneopdragelse

Væggen skal blive stående

Børn … Dine vidunderlige, smukke, søde, elskede børn, har brug for masser af kærlighed, opmuntring, støtte, hjælp, en nærende, vitaminrig kost, vand, solcreme og trøst.
Men dine børn har også brug for tydelige rammer og muligheden for at opbygge en naturlig selvtillid.
Når dit barn står og skriger at hun vil ha’ den is, som du sagde nej til, så tro mig: Hun har mere brug for tydelige rammer end for en is.
Når du har sagt “sidste chance” til din søn, så må konsekvensen falde. Der skal ikke være noget der hedder “aller-sidste chance”. Eller som i visse tilfælde, jeg har oplevet, “aller-aller-aller sidste chance”.
Det er ikke fair overfor børnene at de skal vokse op i en verden, hvor grænserne er flydende, og afhænger af forældrenes energi og humør, eller hvordan vejret er den dag. Resten af verden kan ikke honorere den forventning, som børnene får, til at virkeligheden tilpasser sig efter dem.
Du er simpelthen nødt til at kigge på lille Viggo, på 4 år, og tænke på at han en dag står på sit første job. En arbejdsplads, hvor der ikke bliver vist nogle hensyn. Kommer han for sent, skjuler han et uheld, udsætter folk for følelsesudbrud, eller forventer han, at de andre tilpasser deres rutiner efter ham, så falder hammeren. Forbered ham på dét, allerede nu. Så klarer han sig også bedre på rejsen dertil; på fodboldholdet, i klassen, på legepladsen …
Naturligvis skal konsekvensen ikke være tørre tæv, men en timeout, en stuearrest, eller udearrest kan sagtens gøre det. Gerne konsekvenser der rækker ud over korttidshukommelsen. “Nej, du får ikke noget fredagsslik, for i tirsdags slog du Kalle.” Det hjælper børnene til at reflektere. “Okay, slå … Det skal jeg eddermame ikke gøre igen.”
Jeg møder utroligt mange voksne mennesker, der helt tydeligt aldrig har lært helt grundlæggende konsekvensberegning. Det er trist, og de bliver virkeligt chokkerede, når deres handlinger har konsekvenser. Det er sent at begynde at lære en så grundlæggende hjernefunktion, når man er i tyverne eller trediverne.

En gave for livet

Den største gave du kan give dine børn er en opdragelse, der gør, at andre mennesker kan holde ud, at være i selskab med dem.
Lær dem at vise hensyn, taknemmelighed og hjælpsomhed – på eget initiativ!
Lær dem at se hvor der er en opgave der skal løses.
Lær dem at man ikke spørger til menuen, inden man siger “ja tak” til at spise med.
Den bedste måde at lære dem det, er ved at være lidt kold. Ikke kynisk. Bare kold.
Når Sofia lægger sig ned på gulvet, i Netto, og skaber sig, fordi hun vil ha’ den chokolade, så ignorer hende. Du kan evt. sige til hende, at hun kan komme hjem når hun er færdig.
Når Malthe undrer sig over hvorfor han ikke får noget mad, kan du sige: “Jamen, altså … Pernille dækkede bord, far lavede maden, jeg skar løg og hældte vandet fra kartoflerne. Hvad har du bidraget med?”
Så kan det være at ungen ser, at der mangler salt og peber på bordet, og at chipsene stadig er i ovnen, henter det hele, og  kan han få noget mad.
Næste gang går det hele lidt lettere. Eller næste-næste-næste gang.
Opdragelse er hårdt, opslidende og tidskrævende arbejde. Men hver gang du skal bruge en masse energi på det, så husk på at det er en nødvendig investering, som lønner sig hundrede gange i fremtiden, og at du giver dit barn en gave for livet. Og chancen er nu.
Men husk at trække dit barn til side, når du skal irettesætte hende. Gør det ikke foran kammeraterne eller søskende. En offentlig ydmygelse bliver kun husket som en offentlig ydmygelse, ikke som en kærlig-men-indiskutabel adfærdsjustering.

Særligt Sensitive Børn

Lad være med at opdrage dine børn til at være ’særligt sensitive’.
‘Særligt sensitiv’ er en opdragelsesform, der, af forældrene, pludseligt er blevet udråbt til at være en diagnose; en medfødt egenskab.
“Mit barn er ’særligt sensitiv’ og har brug for ro og ekstra opmærksomhed. Han har brug for at blive skærmet lidt.”
Nej, dit barn er sensitivt, lige som alle andre børn. Du har måske ikke forstået, at alle mennesker er nødt til at lære at bide skuffelse, ærgrelser og smerte i sig, for at kunne klare at leve i verden. De har – kort sagt – brug for at få lidt hård hud på fingrene.
Det koster tårer, skrig og søvnløse nætter. Men det bliver bedre med tiden.
Hvis du synes at det er for grusomt at børn skal igennem den process, så brug kondom.
Dit barn må indrette sig efter verden, for verden kan ikke indrette sig efter dit barn.

Selvtillid

“Ih, hvor er du dygtig! Den er flot! Den skal op at hænge på køleskabet!”
Det er rart at rose børnene, og de nyder at få ros. Men ros alene bygger ikke selvtillid, og slet ikke hvis børnene kontinuerligt får ros for den samme evne.
Det der giver lille Sofie ægte selvtillid er bevidstheden om at have udrettet noget, og visheden om at kunne løse problemer.
“Min cykel er flad.”
“Så lap den.”
“Hvordan?”
“Okay, jeg står ved siden af og forklarer hvad du skal, og så lapper du den selv.”
Ros giver børnene en vished om, at du elsker dem. Men ægte selvtillid kommer fra bevidstheden om at de selv kan sætte malertape på, og male en væg, kravle op på køkkenbordet og tage en røremaskine ned, skifte en pære, og sætte plaster på såret. Og ikke kun deres egne opgaver.
“Hvad så, Trine, Kommer du også i klubben efter skole?”
“Nej, jeg skal hjem og skifte kilerem på mine forældres bil. Måske bagefter.”
Hvis din søn er gammel nok til at have madpakke med i skole, og have en mening om, hvad der skal være i den, så er han kraftedenme også gammel nok til at lave den selv.
– og gammel nok til at gå sulten igennem en skoledag, hvis han glemmer det.
Det er dén selvtillid som sætter børnene i stand til at klare nederlaget 22-2 i hockeykampen, Camilla der hellere ville ha’ Marcus, matematikeksamen, en flad cykel, og jobsamtalen.
“Jeg ved, at jeg kan fixe ting!”

Mor & far

“Du skal i seng nu!”
“Jamen jeg er ikke træt, og det er lige så hyggeligt …?”
“Ja, dét er det, men nu skal mor lige fortælle om den smatso på hendes arbejde, imens vi drikker en stiv whisky, og bagefter skal vi ligge nøgne i sofaen; mor med spredte ben, imens hun hviner som en stukket gris, og far pruster som en såret tyr, imens hans behårede røv går op og ned. Okay, lille Katrine?”
Det er måske ikke helt sådan du har lyst til at svare dit barn. Men beskeden skal nok være noget i den retning.
For den alternative besked er ikke specielt fed: “Vi skal skilles, og du må nok hellere flytte med far til Brønshøj, for mor er så bitter og indebrændt, at hun dårligt nok kan tage vare på sig selv.”
Et barn er – ofte – et resultat af to mennesker, der holder af hinanden. Dét skulle de gerne blive ved med. Og det gør de ikke, hvis børnene får al opmærksomheden, og tapper al energien.

Søde børn har søde forældre

“Katinka, er du sød at hente en stjerneskruetrækker til mig?”
“Nej, jeg skal lige …”
“Det var ikke et debatoplæg. Jeg formulerede en lodret ordre som et spørgsmål, fordi det er høfligt.”
Så lærte hun dét. Ofte laver vi en fælde for os selv, fordi vi formulerer ordrer som et spørgsmål, og reagerer på, at børnene behandler det som et spørgsmål. Hold fast. Både i høfligheden og i hensigten. Ellers kan de små poder jo ikke forstå hvad der foregår. “Far spurgte, jeg svarede, han accepterede mit svar, men nu er han irriteret?!?”
Der er en jungle af uskrevne regler. Lær dine børn at navigere i dem tidligt, med en god forklaring.
“Ham perkeren på mit arbejde, Khalil, har kraftedenme sladret om vores lille sidegesjæft …”
Dine børn gør ikke som du siger. De gør hvad du gør. De bruger dine ord og handlinger som forbillede for at være voksen. Hvad skulle de ellers?
Unge mødres døtre bliver unge mødre, rygeres børn bliver rygere, svindleres børn bliver svindlere, uanset hvor ofte, og hvor højt, de har sagt, at dét kommer de aldrig til.
Småracistiske bemærkninger, småsjofle vittigheder, at gå over for rødt, at drikke sig mod til, at køre for stærkt, at pynte lidt på forsikringsanmeldelsen, en lille joint fredag aften, alt sammen i al uskyldighed, bliver dine børns pejlemærke for at være voksen.
Et blowjob i køkkenet og lidt hyggehash har aldrig skadet nogle – når børnene sover hos en veninde.

Delegidsler, papfædre og onde stedmødre

Når du ér blevet skilt, så lad være med at tage børnene med i krig.
Jeg har selv et skilsmissebarn, og jeg ved hvad jeg taler om.
Jeg har den største lyst til at få min datter til at give sin mor ‘tommel ned’. Jeg har lyst til at svine hendes mors nye mand til. Jeg kan bare lade visse ting ligge fremme, så sker det helt af sig selv.
Men jeg gør det ikke.
Min datter har brug for både sin mor og sin far. Ærligt talt har jeg også brug for at have hende ude af huset, en gang imellem. Jeg har lyst at hun er så lykkelig, og ubekymret, som hun kan være.
Så jeg taler pænt – eller slet ikke – om hendes mor, og den nye mand.
Jeg spørger hende ikke, men lader hende selv fortælle.
Jeg tager ikke offerrollen på mig, men viser hende hvordan man retter ryggen, finder et sted at bo, og nogle møbler og noget køkkengrej.
“Sådan tackler vi udfordringer i vores familie, ‘Sveske’!”
Min største sorg er, at hun nu har set, at man som voksen kan give op, i et parforhold. Det kan hun ikke u-se. Så det er blevet en acceptabel ‘løsning’ i hendes verdensbillede, selvom hun lover sig selv, og andre, tusinde gange, at dét vil hun aldrig gøre.
Alternativet var heller ikke tillokkende. Kærlighed var blevet til afsky, af mangfoldige grunde, og jeg har også set børn, der voksede op i en familie, hvor forældrene blev sammen for børnenes skyld. Det er ikke altid godt tænkt.
De nye voksne. Kærester. Hvad med dem? De er der, og børnene synes, at de er i vejen.
Når du er en af de biologiske forældre, må du insistere på din egen lykke, og insistere på at dine børn behandler din nye kæreste med respekt og venlighed. “Dét du siger om hende, siger du indirekte om mig.”
Når du er den nye kæreste, så husk på at det er dét du er. Du er ikke en erstatningsforældre, du er ikke barnets nye bedste ven, du er ikke en redningsplanke. Forlang almindelig civiliseret venlighed, men lad barnet komme til dig, i sit eget tempo. Det kan tage år. Lev med det, eller skrid.
Man har en tendens til at overkompensere, hvad end man er én af de skilte forældre, eller ny kæreste i cirkuset. Så skal vi i Tivoli, og på Bakken, og i biografen, og i Experimentarium, og til Thailand, og vi skal have det overdrevet hyggeligt – med ekstra slik og sodavand.
Lad være med det. Børn tolker sjovt nok overkompensation som overkompensation, og de bliver utrygge. Lad hverdag være hverdag (læs dog også lige kapitlet om hverdag og ferie!).
Selvfølgeligt har du flere penge end din eks, og kan forkæle lidt mere. Men hvad nu hvis heksen vinder i lotto? Så er du på skideren.
Du er nødt til at mødes med din eks en gang imellem, til skole-hjem-samtaler osv. Hold det sobert og neutralt. Tag ikke børnene ind i krigen. Den er slut. Du tabte (også). Vis dine børn hvordan man er en god taber, med værdighed og personligt overskud.

De 12 bud

Lær dine børn de 12 bud så hurtigt som muligt:

  1. Du må ikke slå.
  2. Du må ikke lyve.
  3. Du må ikke snyde.
  4. Du må ikke bagtale.
  5. Du må ikke være en dårlig taber (men gerne en helvedes dårlig vinder).
  6. Du må ikke sidde og glo ned i din mobil, eller ha’ hørebøffer på, når du er i selskab med andre.
  7. Du må ikke tale dårligt om mor, far, mors nye kæreste eller fars nye kæreste.
  8. Du må ikke spørge mor, når far lige har sagt nej.
  9. Du skal lære at se opgaverne, og løse dem, før nogen beder dig om det.
  10. Hvis du kan selv, så skal du selv (dit lille møgforkælede lorte-curlingbarn!)
  11. Du skal smage på maden, ordenligt, tre gange, før du siger, at du ikke bryder dig om det. Hvis du er gæst, så skal du bare holde pokerfjæs og spise det, med taknemmelighed.
  12. Lav dine lektier, før du går ud og leger.